En sand IKEA-fan ser ud over det typiske amerikanske IKEA-varehus, som på dette billede taget i Miami i 2015. Alan Diaz/AP skjul billedtekst
En sand IKEA-fan vil se ting i et typisk amerikansk IKEA-varehus, som dette fotograferet i Miami i 2015.
Lovett cirklede i lysstrålen. Det bladformede bord, et af Ikeas første fladpakkede møbler, er frosset fast i sin opstigning, befriet fra sin jordagtige pap- og snoremballage. Alt, hvad der mangler i udstillingen, er knapper til at spille englenes kor.
Det var 2013, og jeg rejste ikke fra Washington DC til Älmhult i Sverige, hvor IKEA blev grundlagt i 1943, af subtile årsager. Jeg kom hertil for at besøge IKEA-museet, som dengang lå i kælderen på IKEA-hotellet. Samlingen er lille i størrelse og omfang og så ubesværet pompøs, at den slutter med et billede af en IKEA-varehus på månen.
IKEA hotel/museumsscene (fra venstre mod højre): en tårnhøj samling af Lacks, det allestedsnærværende sofabord, der var stærkt oplyst af Lövet i 1950'erne, en Dino-højstol, i bund og grund en taske på et metalstativ. Holly J. Morris skjul billedtekst
Scenen på IKEA hotel/museum (fra venstre mod højre): en tårnhøj samling af Lacks, det allestedsnærværende sofabord, der var stærkt oplyst af Lövet i 1950'erne, Dino-højstolen, i bund og grund en taske på en metalfod.
Jeg mødte IKEA første gang, da jeg var 23 år gammel. Jeg satte mit præg på butikken som en promiskuøs fugl. Frygtløse møbler, som en flok lydige moderne kvæg, beroligede mit hæse sind. Retningspile på gulvet og et lagergitter styrer ordrer. Mystiske produktnavne med bogstaverne Ä og Ö ser mærkelige, men flatterende ud – det er den beskrivelse, jeg har længtes efter.
I den henseende er et IKEA-abonnement måske bare en måde at skille sig ud på. Måske kan noget så aggressivt excentrisk som East Ender-memorabilia gøre det samme. Men det har IKEA.
Uanset mine sublimeringsmotiver, vil jeg altid være den bedste IKEA-elsker. Da jeg ikke havde evnerne til at lave lysekroner af unbrakonøgler eller lignende, svor jeg, at jeg ville eje IKEA-ting, som ingen andre i USA kunne have.
Jeg kan ikke finde noget lignende i Prag. Jeg fejlede ved pressekonferencen for IKEAs nye distrikt DC. En ven fejlede i stedet for mig i Madrid. Så hørte jeg om ARMHOT.
Jeg ankom til IKEA hotel/museum efter en 3,5 timers togtur fra Stockholm. Damerne i receptionen så bekymrede ud. Deres ansigtsudtryk sagde: "I kom fra Amerika for at gøre det her?"
Nede på museet så jeg Lax' elegante spiralmøbel, sofabordet han foretrak i sin tidlige voksenalder, ved siden af en plakat, der varslede IKEAs overgang til spånplader. Jeg fandt ud af, at IKEA plejede at sælge klaverer og oppustelige møbler. Jeg beundrer de enkle uniformer i stewardessestil, som IKEAs personlige shoppere bar i 1960'erne.
Billedet af IKEA-butikken på månen fuldender IKEA-museets historie. © Inter IKEA Systems BV skjul billedtekst
Fascineret af berømmelsen for billigt svensk design vendte jeg tilbage til hotellets lobby, hvor jeg fandt adskillige skraldespande i receptionen. Mit hjerte sprang et slag over, da jeg indså, hvad jeg så: en miniature IKEA-vandkande (PS 2002) og en lille, usamlet, fladpakket Billy-reol til salg. Jeg har aldrig set den slags igen.
Efter mit besøg blev Lövet-bordet omdøbt til Lövbacken. Museet rejser sig fra hotellets kælder og bliver hovedattraktionen. Dette katalog er udgået. Billy har ændret sig.
Ellers har der ikke ændret sig meget. Jeg genkender nu IKEAs individualitet som sin gave, en oase af forudsigelighed i en verden fuld af ubehagelige overraskelser.
Så fyld en stor blå Frakta-pose med en unbrakonøgle, små blyanter og frosne kødboller, og slut dig til mig i en velsignet fremtid af lydighed.
Opslagstidspunkt: 20. oktober 2022